Hvorfor Herning Vand A/S

 
Folketinget har vedtaget en såkaldt vandsektorlov, som betyder, at alle kommunale vand- og spildevandsforsyninger fra årsskiftet 2009 - 2010 skal være selvstændige selskaber. Som følge af loven er Vand og Spildevand, der hidtil har været et forsyningsselskab under Herning Kommune, nu omdannet til et selvstændigt aktieselskab og hedder Herning Vand A/S.
Selskabet, der er 100 procent kommunalt ejet, skal også fremover levere rent og velsmagende drikkevand til borgerne i Herning Kommune samt aflede og rense spildevandet. Vi skal altså forsat koncentrere os om vores hidtidige kerneopgaver - og ikke udvide forretningsområdet. Men vi er ikke længere en del af den kommunale forsyning, og vi skal drive selskabet på forretningsmæssige betingelser.
 
Vi skal gøre tingene endnu bedre

Det er en forventning fra Folketingets side, at vi som et selvstændigt selskab skal være endnu mere effektive, end vi var som kommunal forsyning. Vi skal kunne gøre tingene endnu bedre. Desuden skal der være en skarp adskillelse af kommunens økonomi og selskabets økonomi. Vores økonomi bliver forretningsorienteret, og vi skal følge årsregnskabsloven.

Gevinsten skal komme vores kunder til gode

En effektivisering kan blandt andet fremkomme ved lavere omkostninger og nye samarbejdsformer. Det er især på driftsøkonomien, at der skal ske en effektivisering. Vores drift skal ikke nødvendigvis være billigere, men mere effektiv. Det vil sige, at vi skal få mere for de samme penge, og gevinsten skal primært komme vores kunder til gode i form af endnu bedre service. Effektiviseringen vil blandt andet betyde, at vi kan bruge flere penge på servicedelen af vores virksomhed. Vi lever i en tid, hvor borgere og dermed vores kunder forventer en optimal service. Det skal vi leve op til gennem god kundeservice. Konkret skal vi blandt andet have en god hjemmeside, hvor alt, hvad vores kunder kan tænkes at ville vide, skal gøres så tilgængeligt som muligt.

God kundeservice

En del af vores kundeservice kan effektiviseres via en god hjemmeside, men der vil også være områder, hvor vores kunder ønsker nye services, som vi ikke hidtil har leveret. Det skal vi kunne yde dem, uden at tingene bliver dyrere.

Vi skal også tænke på god service i forhold til de kunder, som ikke bruger vores hjemmeside. De skal naturligvis også have en god service i form af god betjening og information om, hvad vi leverer, hvilke projekter, vi har gang i, og hvordan man kommer i kontakt med os.

Vigtig medspiller på vandmiljøområdet

Folketingets grundlæggende idé med den nye vandsektorlov handler om økonomi og effektiv drift - og ikke om vores rolle som miljøvirksomhed. I det spørgsmål handler det om vores egen etik og moral som et selskab, der griber ind i vandkredsløbet. Vi har naturligvis et miljøansvar, som vi vil leve op til. Men det er naturligt nok samtidigt en udfordring for selskabet at skulle tænke miljø og driftsøkonomi på samme tid – for miljøbeskyttelse koster rigtigt mange penge.

Vores holdning er, at vi skal involveres dybt i opgaverne med at skabe et optimalt miljø i Herning Kommune, og vi ønsker i høj grad at have en miljøprofil. Vi er ikke bare en forsyningsvirksomhed. Vi vil – også fremover – være en vigtig medspiller på vandmiljøområdet i Herning Kommune.
 
 
Herning Vand A/S